Jagten på den perfekte slankekur

Spis magert, tag trappen i stedet for elevatoren. Drop kagerne til kaffen. De fleste kender alle de sunde råd, men de færreste følger dem, og resultatet udebliver ikke. Vi svulmer.
År for år bliver der flere og flere fede mennesker. I USA er hver fjerde kvinde fed, i England er 17% af mændene og 20% af kvinderne stærkt overvægtige. I de skandinaviske lande er fedmen også i fremmarch, men endnu ikke i samme grad som i den sydlige og østlige Europa. Fedmen breder sig dog ikke kun i de rige lande. Selv i lande, hvor mange sulter, bliver der flere og flere alt for tykke mennesker. Verdenssundhedsorganisationen WHO kalder derfor fedmen for en global epidemi, og hvis den nuværende udvikling forsætter, forudser eksperterne, at op imod halvdelen af verdens befolkning vil være fede om 50 år.
Foreløbig er der ingen tegn på, at udviklingen vender. Tværtimod. De amerikanske sundhedsmyndigheder har fx for nylig måttet justere deres målsætning, og i USA lyder det officielle - og beskedne - mål nu, at andelen af fede mennesker skal nedbringes fra 23 % til 15 % inden år 2010.

Vores livsstil er alt for magelig

Det er helt bevist, at eksperterne bruger ordet fed, for der er ikke bare tale om nogle få kilo for meget, men om massiv overvægt. Forskerne taler først om fedme, når det såkaldte body mass index, BMI, er på 30 eller mere. BMI er et mere præcist mål end selve kropsvægten, fordi der ved beregningen af bmi også tages hensyn til vores højde.
Årsagen til fedme-epidemien er forskerne ikke i tvivl om: Den skal søges i vores livsstil, for vi har skabt et samfund, der fremmer fedme. Først og fremmest fordi vi er blevet alt for magelige og bevæger os for lidt. Flere og flere har stillesiddende arbejde, som regel i selskab med en computer. Og så spiser vi generelt for meget og for fedt.
Det paradoksale er, at de færreste bryder sig om at være for tykke. De fleste stræber efter det slanke look, og dermed er der skabt grobund for et utal af slankekure. Fx er halvdelen af alle engelske kvinder på et tidspunkt på slankekur. Kure, som i bedste fald resulterer i et vægttab på nogle få kilo, men lige så ofte er helt virkningsløse. I jagten på den perfekte slankekur er medicinalfirmaerne nu for alvor kommet på banen. I løbet af de seneste år har de udviklet slankepiller, som er videnskabeligt afprøvede, og som har en dokumenteret effekt. Pillerne bygger på den nyeste viden om vores stofskifte og om det komplicerede samspil af hormoner og signalstoffer, der styrer både vores appetit og vores følelse af mæthed.
Salget af slankepillerne går forrygende, og især kvinder er storforbrugere af dem - deres forbrug er op til fem gange større end mændenes. Mange ernæringsforskere ser med stor skepsis på pille løsningen. Dels fordi de er betænkelige ved bivirkningerne og langtidsvirkningen af slankepillerne, dels fordi de mener, at vi kunne opnå lige så gode resultater ved at ændre kosten og dyrke mere motion.
Men kostvaner er meget indgroede. De ændrer sig, men det går overordentligt langsomt. Det kan fx tage årtier at lære en hel befolkning at skære ned på mængden af fedt, og derfor er det fristende - også for eksperterne - at pege på de medicinske løsninger, som giver meget hurtige resultater.

Vi spiser uden at være sultne

Det største problem ved vores kost er, at den er alt for fed. Vi kan ikke undvære fedt, men vi kunne sagtens nøjes med mindre, for der er alt for meget energi i fedt. Det gennemsnitlige fedtindhold i kosten ligger stadig et pænt stykke over de 30 procent, som eksperterne finder acceptabelt - og selv de 30 procent ligger langt over indholdet i den kost, vi spiste inden industrialiseringen. Dengang lå fedtindholdet typisk nede på 20-22 pct. Der er mange følelser forbundet med mad. Ofte spiser vi slet af sult, men fx for at belønne eller trøste os selv. Eller fordi mad er noget, vi forbinder med en bestemt situation. Mange kan fx ikke se en film i fjernsynet uden at have en skål chips eller slik inden for rækkevidde. Mad og hygge er blevet uløseligt forbundet, og på den måde kommer vi let til at indtage langt mere energi, end vi har brug for.
Fødevareindustrien hjælper godt til. Også i reklamerne forbindes hygge og mad, ligesom industrien gør meget ud af at sælge hurtige og lette mellemmåltider. Og det virker. Vi spiser slik og godbidder som aldrig før, og mens 33 procent af amerikanerne i 1985 nøjedes med tre daglige måltider, var tallet i 1996 faldet til 24 procent.

Gener disponerer for fedme

Fedme har vist sig at være et kompliceret fænomen, og årsagerne er ikke nær så enkle, som man troede engang, da fedme udelukkende blev gjort til et spørgsmål om manglende viljestyrke.
Det har fx vist sig, at nogle mennesker fra naturens side er udstyret med gener, der disponerer dem for at blive tykke, og disse mennesker er de første, der nu rammes af fedme-epidemien.
Fedme er ikke kun knyttet til et enkelt gen - op til gener menes at være involveret i udviklingen af fedme, og deres indbyrdes samspil er langtfra kendt. Men på meget langt sigt vil det måske blive muligt at behandle fedme med genterapi - ja, enkelte forskere forestiller sig ligefrem, at der kan laves vaccine mod fedme. Foreløbig kan vores viden om gener og fedme kun bruges til at fastslå, at fedme kan antage mange former, og at behandlingen af fedme derfor må gribes meget individuelt an - langt mere, end forskerne tidligere mente.

Allerede fra små lærer vi, at hygge er lig med slik, fx når der er film i tv. Den vane kan senere føre til overvægt

Fedmebølgen kan ikke bremses

Nogle kosteksperter tror, vi kan vende fedmebølgen ved hjælp af motion og kostvaner, men de indrømmer samtidig, at det er en tung og langsom proces at få os til at ændre livsstil. Det vil kræve en umådelig stor samfundsindsats på tværs af alle faggrænser. Gode kostråd rækker ikke - der skal gribes anderledes kontant ind, mener de. Skat på fedt i maden og cykelstier på alle skoleveje lyder to af deres - alvorligt mente - forslag.
Andre eksperter er pessimister. De mener, at fedmebølgen er næsten umulig at bremse, fordi vi er ved at opbygge et vidensamfund, som gør os ligeglade med kroppen. Den ender blot som et stativ, der transporterer hjernen rundt. Men en ting er alle eksperter enige om: Skal fedme for alvor forebygges, skal det ske så tidligt som muligt i livet. Tygge børn bliver ofte fede voksne og forskningen viser, at både kost- og motionsvaner grundlægges inden skolealderen.
Desuden viser adskillige undersøgelser, at hvis vi først har taget på, er det overordentlig svært at komme ned i vægt igen. Under de første måneder af en slankekur går det fint - vægten falder måske ned 10-12 kg. Men det er svært at holde den nye vægt, og efter to år vejer halvdelen igen det samme som inden slankekuren. Og efter 4-5 år er hele 90-95 procent vendt tilbage til udgangsvægten.
Forklaringen kan måske være, at en slankekur får stofskiftet til at falde. Ny forskning tyder på, at det efter en slankekur daler med ca. 5 procent, og dermed er vejen banet for at tage på igen, for selv om man nøjes med at spise det samme som inden kuren, vil det være mere, end kroppen nu har brug for, og dermed opbygges der igen fedtdepoter. Mere og mere tyder på, at vi i hjernen har en slags indbygget regulator, som forsøger at holde os på den vægt, vi har. Forskerne har lokaliseret regulatoren til den struktur i hjernen, som kaldes hypothalamus, og vores vægtvogter ser ud til at være særdeles effektiv. Falder vægten, sørger den for, at vi bliver sultne, så vi tager på igen.
Engang var denne mekanisme meget hensigtsmæssig, fordi den kunne hjælpe os til at opbygge depoter, så vi fx var i stand til at overleve en hård vinter. Men problemet for det moderne menneske er, at den "hårde vinter" aldrig kommer.

Fedme afgør social position

Fedme er ulige fordelt. Den vender, helt bogstaveligt, den tunge ende nedad. Der er helt klart flest tykke mennesker blandt socialt dårligt stillede mennesker med kort uddannelse. Det er der flere forklaringer på. En af dem er, at veluddannede har mere viden om sund levevis og større overskud til at spise sundt og dyrke motion. Desuden er de meget bevidste om de signaler, de udsender med kroppen.
En anden forklaring er mere barsk: Ifølge den er fedme i sig selv med til at tvinge folk ned i en lavere socialgruppe. Er man meget overvægtig, er det fx svært at finde arbejde, ligesom det kan være svært at finde en partner. Mobningen af tygge mennesker begynder tidligt. Kraftige børn oplever fx ofte at være dem, der bliver valgt sidst, når der skal vælges et hold på sportspladsen.
Der er mange fordomme forbundet med fedme. Fede mennesker bliver anset for at være dumme og dovne, fordommene trives langt ind i sundhedsvæsenet, hvor personalet ofte betragter fede patienter som karaktersvage og derfor ikke i stand til at gennemføre en behandling.

Kæmper for fedes rettigheder

I USA har organisationen "National Association to Advance Fat Acceptance" siden 1969 kæmpet for bedre forhold for overvægtige amerikanere. Dem er der nu 38 millioner af, og et af deres mere kuriøse krav er bredere sæder i biograferne. Men især kæmper organisationen mod den udbredte diskrimination af fede. Medlemmerne er grundigt trætte af at blive betragtet som dovne mennesker, der selv er skyld i fedmen, og organisationen kalder det en myte, at det skulle være usundt at være fed, og det er netop derfor, WHO betragter fedme som en af de største trusler mod folkesundheden, kun overgået af rygning.

Vi lyver os slankere

Mange mennesker ved godt, at det er skadeligt at være fed, men alligevel er det ikke altid så let for den enkelte at erkende, at man spiser forkert og har et vægtproblem. Det kan forskerne bl.a. se, hvis de spørger folk, hvad de spiser. Langt de fleste underdriver, når de svarer. Ved at lave målinger af bl.a. urinens indhold af kvælstof kan forskerne se, hvor mange proteiner man har spist. Og derfor ved de, at overvægtige undervurderer deres indtag af mad med helt op til 50 pct. Især fortier de bevidst eller ubevidst dagens mange mellemmåltider. Selv vores  vægt lyver vi om. Og igen har det vist sig, at overvægtige er mest tilbøjelige til at pynte på virkeligheden, når de bliver spurgt.
Men der er særdeles god fornuft i at erkende problemet og gøre noget ved det. For selv en beskeden overvægt øger risikoen for at blive syg eller at dø tidligt. Og i kølvandet på egentlig fedme følger en sværm af sygdomme, fx forhøjet blodtryk, hjertelidelser, åreforkalkning, åndedrætsproblemer, rygsmerter og slidgigt. Disse sygdomme skyldes i høj grad, at kroppen konstant er på overarbejde hos fede mennesker. Hjertet skal arbejde ekstra hårdt, og benene skal bære de alt for mange kilo. Sygeligheden stiger i forhold til det antal år, man har været overvægtig, så mennesker, der bliver fede allerede i de unge år, er særligt udsatte.
En af fedmens alvorligste følgesygdomme er sukkersyge. Ved et BMI på 30 eller mere er risikoen for den såkaldte type-2 diabetes øges cirka 30 gange. Det skyldes, at fedtet på kroppen mindsker kroppens følsomhed over for insulin, det hormon, som sænker blodets indhold af sukker, og dermed går der kludder i hele kroppens omsætning af energi.

Undersøgelser viser, at vi ikke vil erkende, hvor meget vi spiser. Overvægtige glemmer halvdelen af, hvad de har spist på en dag

Fedt danner skadeligt hormon

Fedtvævet producerer også hormoner, der virker på samme måde som det kvindelige kønshormon, østrogen. Den produktion øger risikoen for visse typer af kræft, ligesom den skaber forstyrrelser i kvindens menstruation og kan nedsætte deres frugtbarhed. Og alle følgesygdomme betyder sammenlagt, at samfundet bruger 2-8 procent af alle udgifter til sundhedsvæsenet på sygdomme forårsaget af fedme. Alene i Danmark drejer det sig om milliarder af kroner. Og tallet bliver ved med at stige.
Flere og flere læger mener, at det bedste vil være at begynde at betragte fedme som en alvorlig, kronisk sygdom, som i hvert fald ikke bør behandles med fordømmelse. I nogle tilfælde er den bedste behandling ligefrem at skære fedtet bort. Det må siges at være en særdeles radikal slankekur, som foreløbig kun bruges på ekstremt overvægtige mennesker. For at sikre en varig virkning af indgrebet fjerner eller afsnører kirurgerne undertiden dele af mavesækken. Det betyder, at patienten kun kan indtage meget små måltider og derfor hurtigere bliver mæt. Fedtkirurgi kan nedbringe vægten med hele 30-40 kilo, og det er nok til at nedsætte risikoen for mange følgesygdomme.